Manglende sexlyst i parforholdet: Årsager og vej til at genfinde nærheden
15. sep. 2026
Læs mereNogle af de mest fastlåste konflikter i et parforhold opstår, når den ene eller begge parter lever med ADHD, autisme eller depression — ikke fordi kærligheden er mindre, men fordi de to hjerner eller sindstilstande, der skal mødes i hverdagen, fungerer forskelligt fra det, de fleste par tager for givet. Uden viden om, hvad der egentlig sker, ender mange af disse forhold i mønstre, hvor begge parter føler sig misforståede, uretfærdigt behandlet eller alene med noget, der reelt handler om en grundlæggende forskellighed.
De fleste parforholdsråd — "tal mere sammen", "planlæg tid til hinanden", "vær opmærksom på den andens behov" — forudsætter en vis ensartethed i, hvordan hjernen håndterer opmærksomhed, sanseindtryk og følelsesmæssig energi. Når den forudsætning ikke holder, kan de bedste intentioner ende i endnu en kilde til konflikt, fordi løsninger, der virker for de fleste, simpelthen ikke rammer den reelle udfordring.
ADHD kan vise sig som glemsomhed omkring aftaler og praktiske forpligtelser, impulsive beslutninger, der ikke er drøftet med partneren, eller en tendens til at hyperfokusere på ét projekt, mens andet — inklusive parforholdet — midlertidigt forsvinder ud af syne. Det kan opleves af den anden part som ligegyldighed eller manglende interesse, selvom det sjældent er det, der ligger bag.
Omvendt kan den ADHD-ramte partner opleve konstant at blive mindet om fejl og glemte ting, hvilket over tid kan slide på selvværdet og skabe et forsvarspræget forhold til samtaler om praktiske emner. Mange par ender i et mønster, hvor den ene bliver en slags "praktisk tovholder" for begge, hvilket på sigt kan føles ubalanceret for begge parter.
Autisme kan give sig udslag i en anderledes kommunikationsstil — mere direkte, mindre optaget af underforståede sociale signaler, og med et større behov for forudsigelighed og klare aftaler. Det kan misforstås som mangel på empati eller følelsesmæssig involvering, selvom følelserne ofte er lige så dybe, men udtrykkes og bearbejdes anderledes.
Sensorisk overbelastning og et stort behov for alenetid til at "restarte" efter social eller følelsesmæssig stimulering kan desuden opleves af den anden part som afvisning, hvis det ikke er noget, I har talt konkret om og fundet en fælles forståelse for.
Når en partner er ramt af depression, ændrer forholdets dynamik sig ofte markant: energiniveauet falder, interessen for fælles aktiviteter og intimitet kan forsvinde, og der kan opstå en generel følelsesmæssig afstand, som ikke handler om kærligheden til partneren, men om overskuddet til at vise den.
Den raske partner kan i denne situation opleve en blanding af bekymring, ensomhed og skyldfølelse over at savne nærvær, samtidig med at man ved, at det ikke er "med vilje". Det er en balancegang, der let kan udmatte begge parter, hvis den ikke italesættes åbent.
Uanset om det handler om ADHD, autisme eller depression, går et tema igen i mange af disse forhold: en oplevelse af, at partneren burde kunne "bare" gøre noget anderledes, hvis vedkommende virkelig ville. Det skaber ofte skyldfølelse hos den ene og frustration hos den anden — en dynamik, der sjældent løses ved mere viljestyrke, men ved en fælles forståelse af, hvad der reelt er på spil, og hvilke rammer der fungerer for netop jer.
Et gennemgående tema i disse forhold er skyld — men på begge sider. Den, der lever med ADHD, autisme eller depression, bærer ofte på skyld over at "belaste" partneren eller ikke kunne give det, forholdet burde have. Den anden part kan omvendt føle skyld over at blive frustreret eller trist over noget, der ikke er "med vilje". Ingen af følelserne er forkerte, men de kan begge blive en hindring for at tale åbent om, hvad der reelt er brug for, hvis de ikke bliver anerkendt og sat ord på.
Det mest afgørende skridt er ofte psykoedukation — altså at forstå, hvad ADHD, autisme eller depression konkret betyder for den, der lever med det, og for jeres samspil som par. Det gør det muligt at skelne mellem, hvad der er en udfordring, I kan arbejde med sammen, og hvad der er personlige træk, som den anden part må lære at møde med accept snarere end forventning om forandring.
Det kan også hjælpe at lave meget konkrete, eksplicitte aftaler i stedet for at basere sig på "det siger sig selv" — for eksempel faste systemer for praktiske opgaver, tydelige signaler for, hvornår der er brug for alenetid, eller en fælles plan for, hvordan I håndterer perioder med lavt overskud.
Hvis I oplever, at de samme konflikter vender tilbage, uden at nogen af jer for alvor forstår, hvorfor de opstår, eller hvis en af jer føler sig konstant misforstået eller overset, kan parterapi give jer et sprog for den forskellighed, der ligger bag — og konkrete redskaber til at møde hinanden, hvor I hver især er.
I parterapi handler det om at skabe en fælles forståelse af, hvordan ADHD, autisme eller depression konkret påvirker jeres samspil, og om at finde løsninger, der tager højde for begges virkelighed — uden at gøre den ene til problemet, der skal "fikses". Du kan læse mere om, hvad parterapi er, og hvordan det foregår her.
Hvis I genkender jer selv i noget af det ovenstående, er I velkomne til at læse mere om, hvordan et forløb foregår hos mig i Nordsjælland her, se prisoversigten på priser-siden, eller tage kontakt for en uforpligtende snak om jeres situation. Med over 25 års erfaring har jeg mødt mange par, der har fundet en ny og mere rummelig måde at være sammen på, når først den grundlæggende forskellighed blev sat ord på.
Nogle af de mest fastlåste konflikter i et parforhold opstår, når den ene eller begge parter lever med ADHD, autisme eller depression — ikke fordi kærligheden er mindre, men fordi de to hjerner eller sindstilstande, der skal mødes i hverdagen, fungerer forskelligt fra det, de fleste par tager for givet. Uden viden om, hvad der egentlig sker, ender mange af disse forhold i mønstre, hvor begge parter føler sig misforståede, uretfærdigt behandlet eller alene med noget, der reelt handler om en grundlæggende forskellighed.
De fleste parforholdsråd — "tal mere sammen", "planlæg tid til hinanden", "vær opmærksom på den andens behov" — forudsætter en vis ensartethed i, hvordan hjernen håndterer opmærksomhed, sanseindtryk og følelsesmæssig energi. Når den forudsætning ikke holder, kan de bedste intentioner ende i endnu en kilde til konflikt, fordi løsninger, der virker for de fleste, simpelthen ikke rammer den reelle udfordring.
ADHD kan vise sig som glemsomhed omkring aftaler og praktiske forpligtelser, impulsive beslutninger, der ikke er drøftet med partneren, eller en tendens til at hyperfokusere på ét projekt, mens andet — inklusive parforholdet — midlertidigt forsvinder ud af syne. Det kan opleves af den anden part som ligegyldighed eller manglende interesse, selvom det sjældent er det, der ligger bag.
Omvendt kan den ADHD-ramte partner opleve konstant at blive mindet om fejl og glemte ting, hvilket over tid kan slide på selvværdet og skabe et forsvarspræget forhold til samtaler om praktiske emner. Mange par ender i et mønster, hvor den ene bliver en slags "praktisk tovholder" for begge, hvilket på sigt kan føles ubalanceret for begge parter.
Autisme kan give sig udslag i en anderledes kommunikationsstil — mere direkte, mindre optaget af underforståede sociale signaler, og med et større behov for forudsigelighed og klare aftaler. Det kan misforstås som mangel på empati eller følelsesmæssig involvering, selvom følelserne ofte er lige så dybe, men udtrykkes og bearbejdes anderledes.
Sensorisk overbelastning og et stort behov for alenetid til at "restarte" efter social eller følelsesmæssig stimulering kan desuden opleves af den anden part som afvisning, hvis det ikke er noget, I har talt konkret om og fundet en fælles forståelse for.
Når en partner er ramt af depression, ændrer forholdets dynamik sig ofte markant: energiniveauet falder, interessen for fælles aktiviteter og intimitet kan forsvinde, og der kan opstå en generel følelsesmæssig afstand, som ikke handler om kærligheden til partneren, men om overskuddet til at vise den.
Den raske partner kan i denne situation opleve en blanding af bekymring, ensomhed og skyldfølelse over at savne nærvær, samtidig med at man ved, at det ikke er "med vilje". Det er en balancegang, der let kan udmatte begge parter, hvis den ikke italesættes åbent.
Uanset om det handler om ADHD, autisme eller depression, går et tema igen i mange af disse forhold: en oplevelse af, at partneren burde kunne "bare" gøre noget anderledes, hvis vedkommende virkelig ville. Det skaber ofte skyldfølelse hos den ene og frustration hos den anden — en dynamik, der sjældent løses ved mere viljestyrke, men ved en fælles forståelse af, hvad der reelt er på spil, og hvilke rammer der fungerer for netop jer.
Et gennemgående tema i disse forhold er skyld — men på begge sider. Den, der lever med ADHD, autisme eller depression, bærer ofte på skyld over at "belaste" partneren eller ikke kunne give det, forholdet burde have. Den anden part kan omvendt føle skyld over at blive frustreret eller trist over noget, der ikke er "med vilje". Ingen af følelserne er forkerte, men de kan begge blive en hindring for at tale åbent om, hvad der reelt er brug for, hvis de ikke bliver anerkendt og sat ord på.
Det mest afgørende skridt er ofte psykoedukation — altså at forstå, hvad ADHD, autisme eller depression konkret betyder for den, der lever med det, og for jeres samspil som par. Det gør det muligt at skelne mellem, hvad der er en udfordring, I kan arbejde med sammen, og hvad der er personlige træk, som den anden part må lære at møde med accept snarere end forventning om forandring.
Det kan også hjælpe at lave meget konkrete, eksplicitte aftaler i stedet for at basere sig på "det siger sig selv" — for eksempel faste systemer for praktiske opgaver, tydelige signaler for, hvornår der er brug for alenetid, eller en fælles plan for, hvordan I håndterer perioder med lavt overskud.
Hvis I oplever, at de samme konflikter vender tilbage, uden at nogen af jer for alvor forstår, hvorfor de opstår, eller hvis en af jer føler sig konstant misforstået eller overset, kan parterapi give jer et sprog for den forskellighed, der ligger bag — og konkrete redskaber til at møde hinanden, hvor I hver især er.
I parterapi handler det om at skabe en fælles forståelse af, hvordan ADHD, autisme eller depression konkret påvirker jeres samspil, og om at finde løsninger, der tager højde for begges virkelighed — uden at gøre den ene til problemet, der skal "fikses". Du kan læse mere om, hvad parterapi er, og hvordan det foregår her.
Hvis I genkender jer selv i noget af det ovenstående, er I velkomne til at læse mere om, hvordan et forløb foregår hos mig i Nordsjælland her, se prisoversigten på priser-siden, eller tage kontakt for en uforpligtende snak om jeres situation. Med over 25 års erfaring har jeg mødt mange par, der har fundet en ny og mere rummelig måde at være sammen på, når først den grundlæggende forskellighed blev sat ord på.
